Afleveringer, deadlines og "hjælp".

Jeg går som så mange andre i gymnasiet, og er mestendels glad for det, selvom jeg savner udfordring udover den daglige "hvilke semantiske skemaer kan i finde i dette digt?" trummerum. Jeg stresser som så mange andre rundt, laver lektier i sidste øjeblik, paniklæser dag-til-dag lektier 5 minutter for timen starter, og har i skrivende stund 3 afleveringer, der burde kræve min opmærksomhed. På forunderlig vis får jeg altid lavet (det meste) inden deadline, og ikke alene får jeg lavet mine afleveringer, i langt de fleste tilfælde med godt resultat og en ligeså god karakter til følge. Man kan sige at jeg er "Nørden" i min klasse. Og det har jeg intet imod, mit flittige image er kun en fordel for mig, eftersom diverse lærere er mere laissez-faire overfor mig, i forhold til mange andre.
Dog er der også en enorm ulempe.
Når man er nørd, ser folk det som en selvfølge, at man vil hjælpe dem. "at hjælpe" har bare vidt forskellige betydninger. For mig betyder det, at man lige hjælper med lidt forståelse af et arbejdsspørgsmål. For andre betyder "at hjælpe" at man skal give sine guldkorn, 12-tals-pointer, punch-lines og til tider hele afleveringer væk!
Som om jeg gider det?
Hold nallerne fra mine genistreger, og lav dine egne ting.
Det værste er at de bliver fornærmede når man siger nej.
Det allerværste er at man faktisk får dårlig samvittighed. UDEN GRUND.

Jeg er ærlig talt pissetræt af at folk evig og altid skriver til mig aftenen før en deadline og spørger om jeg har skrevet stil... Hvis jeg svarer ja, forlanger de hjælp, spørger om jeg ikke vil sende min stil til dem de lover at de "ikke vil skrive af, bare få lidt inspiration". Luk rektum tak. Og få dig lidt faglig stolthed.

Derfor er jeg begyndt konsekvent at svare "niks", når folk spørger om jeg har lavet afleveringen. Jeg gider simpelthen ikke at folk kopierer min ting længere. Jeg går ikke ind for plagiat.
Og jeg går især ikke ind for at folk tager æren for mine guldkorn.

New kid on the blog

Goddag, velkommen til, hvad der fra nu af bliver min ventil.
Jeg er en fuldstændig almindelig pige, med en formentlig over gennemsnittet begavelse (og, hvis du ikke skulle have opdaget det, et meget afslappet forhold til janteloven).
Jeg bliver indebrændt flere gange ugentligt, så jeg tænkte: hvorfor ikke offentliggøre det?
Jeg har ikke brug for anerkendelse, jeg vil bare gerne ytre mig.
Der kommer ingen "dagens".
Der kommer ingen konkurrencer.
Der kommer ingen billeder af mig.
Ikke engang et navn.
Kun ufortyndet galde, jubel, idioti og hvad der end falder mig ind.