Jeg har altid haft latterligt let ved at forelske mig. Brugte alle årene fra 3. til 9. klasse på at være ulykkeligt forelsket i de samme 3 drenge på skift. Hvorfor? Jeg fik jo aldrig gjort noget ved sommerfuglene i maven, de flaksede blot formålsløst rundt, indtil de til sidst forpuppede sig igen. Disse forelskelser er dog et kært minde, de føjede en ekstra facet til min tilværelse. Det fantastiske ved at være forelsket, er at der ikke skal mere end et tilfældigt smil fra ens udkårne til at redde dagen. Alt tolkes som tegn fra himlen. Lige fra at man tilfældigvis kom til at sidde ved siden af ham, når der blev lavet nye faste pladser. Eller at man blev sat sammen med ham, når der skulle laves gruppearbejde. Og man ignorerede elegant faktum, at man endte med at lave det hele.
Så indtraf 9. klasse, hvor jeg pludselig fandt mig selv i et fast forhold, loyal og trofast, men med at promiskuøst hjerte. De små forelskelser spøgte stadig. Det same gjorde sig gældende for kæreste nr. 2 og nu også hvad angår kæreste nr. 3.
Nr. 3 har ellers holdt mig stabilt svævende på en lyserød sky i over 2 år efterhånden. Det skal da også nævnes, at jeg er af den overbevisning at han er manden jeg skal giftes og have børn med. Bare ikke lige nu. Har mødt mr. Right alt for tidligt.
På trods af kæresteidyllen er jeg nu ramt af et mindre crush. På en der ikke er min kæreste. Netop som jeg troede, at jeg ikke havde kapacitet til mere kærlighed. Efter næsten 2½ års stabil kærlighed, er jeg kastet direkte ind i kvalmekarrusellen. Tør ikke skrive til ham og spørge hvordan han har det. Mest fordi jeg er bange for at få det svar som jeg inderst inde gerne vil høre.
Men én ting er sikkert. Nægter pure at omtale mr. crush og jeg med et pronomen i pluralis.
