Hold nu op..

Stop. Jeg gider ikke mere, det er simpelthen alt for kliché. Er i denne weekend blevet tilbedt af x antal fyre. Og det er ikke blæret. Det er pisse irriterende er det. ”Luksusproblem” tænker man så. Men nej. Ikke når tilbedelsen kommer i følgende former:

1.       1. Snigeren: Man står på dansegulvet, man giver den gas, man føler sig lækker. Og så bliver man i bedste fald revet fat i, af en tilfældig fyr på dansegulvet, der tager det for givet at man vil danse. I værste fald mærker man pludselig en god alko-boner i ryggen og et par meget insisterende hænder. Jamen selv-fucking-følgelig da. Selvfølgelig virker det meget bedre, bare at tage hvad man vil have (det virker jo i porno?), i stedet for pænt at prikke tøsebarnet påskulderen, og med øjenkontakt signalere, at man gerne vil danse? Jesus, få lidt stil drenge.

2.     2.   Et kækt klap/niv i nummeren. Det pis stopper bare nu. Medmindre jeg render rundt med et skilt på min røv med påskriften ”tag mig!”, er der absolut ingen undskyldning! Og nej Yepha, min røv står ikke og flirter med dig, når jeg vender ryggen til dig. Den siger skrid. Og den stikker helt af. Væk fra dig.  Og nej, man beder heller ikke om det, bare fordi man har en kort, tætsiddende kjole på.

3.     3. Når eks-flirt og træner, lige den aften i hvert fald, begge er faldet lidt for mig, og jeg to gange på en aften, hører følgende sætning: ”Når jeg nu ikke kan få dig, så må du sætte mig op med en af dine veninder”. Tror du selv jeg vil udlevere mine veninder som erstatninger for mig? No fucking way. (De ville for resten være meget bedre end mig).

4.       4. Når 3-5 fyre danner cirkel om en selv (og evt. veninde), kigger forventningsfuldt og smålummert på en og hujer lidt med deres bajer i hånden, og venter på at man bootyshaker, og snaver med veninden. Nej tak.

Bottom line: Drenge… I mangler klasse. Big time. Gentlemen prefer blondes. Og den går altså begge veje Brian. 

Veninder og depressioner

Jeg har en veninde, eller, havde er nok nærmere den rigtig bøjning, for jeg snakker stort set ikke med hende længere. On purpose. Hun er et turbulent pigebarn, flink, sjov og sød, men meget turbulent. Hun har altid omtalt sig selv som værende et skrøbeligt menneske, ”skadet” af sine forældres skilsmisse, og diverse andre ting. Det var synd for hende det første år, jeg forsøgte at holde røven op på hende det næste, og nu på sidste år er jeg bare træt af det. For det er aldrig nogensinde hendes skyld. Hun har i 3 år, med jævne mellemrum, mindet mig om at hun tror, at hun har en depression, faktisk er hun helt sikker på det. Det er først nu hun rent faktisk er gået til lægen, og har fået den konstateret.

Tror jeg på det?

Ærlig talt: Nej. Det kan godt være at hendes læge har diagnosticeret hende som depressiv. Men jeg har også været oppe til ”har jeg en depression?”-samtalen, og måden de finder ud af det på, er ved at man får et spørgeskema, multiple choice style, som man så stille og roligt kan krydse af. Det er så åndssvagt let at hidse sig selv op, og så bare krydse ”hver dag” af i alle ”hvor tit er du trist/hvor tit føler du dig alene/hvor tit har du svært ved at stå op?” spørgsmålene. Og hun er sådan en, der ville hidse sig op, og gå i selvmedlidenheds-selvsving. Fordi hun leder efter en diagnose, en undskyldning for ikke at kunne følge med i livet. Et skjold hun kan skjule sig bag, når den barske realitet ikke vil lege efter hendes regler.

Jeg håber at hun en dag finder ud af, at den eneste der gør hende svag, er hende selv. 

...

Og så pisser det mig grusomt meget af, at hun ovenikøbet tillader sig at være utilfreds med den psykolog hun, få dage efter lægen konstaterede depression, fik tildelt. "Hun var bare overhovedet ikke kompetent". Utaknemlige møgunge. 

Har simpelthen for meget hjertekapacitet.

Jeg har altid haft latterligt let ved at forelske mig. Brugte alle årene fra 3. til 9. klasse på at være ulykkeligt forelsket i de samme 3 drenge på skift. Hvorfor? Jeg fik jo aldrig gjort noget ved sommerfuglene i maven, de flaksede blot formålsløst rundt, indtil de til sidst forpuppede sig igen. Disse forelskelser er dog et kært minde, de føjede en ekstra facet til min tilværelse. Det fantastiske ved at være forelsket, er at der ikke skal mere end et tilfældigt smil fra ens udkårne til at redde dagen. Alt tolkes som tegn fra himlen. Lige fra at man tilfældigvis kom til at sidde ved siden af ham, når der blev lavet nye faste pladser. Eller at man blev sat sammen med ham, når der skulle laves gruppearbejde. Og man ignorerede elegant faktum, at man endte med at lave det hele.
Så indtraf 9. klasse, hvor jeg pludselig fandt mig selv i et fast forhold, loyal og trofast, men med at promiskuøst hjerte. De små forelskelser spøgte stadig. Det same gjorde sig gældende for kæreste nr. 2 og nu også hvad angår kæreste nr. 3.
Nr. 3 har ellers holdt mig stabilt svævende på en lyserød sky i over 2 år efterhånden. Det skal da også nævnes, at jeg er af den overbevisning at han er manden jeg skal giftes og have børn med. Bare ikke lige nu. Har mødt mr. Right alt for tidligt.
På trods af kæresteidyllen er jeg nu ramt af et mindre crush. På en der ikke er min kæreste. Netop som jeg troede, at jeg ikke havde kapacitet til mere kærlighed. Efter næsten 2½ års stabil kærlighed, er jeg kastet direkte ind i kvalmekarrusellen. Tør ikke skrive til ham og spørge hvordan han har det. Mest fordi jeg er bange for at få det svar som jeg inderst inde gerne vil høre.

Men én ting er sikkert. Nægter pure at omtale mr. crush og jeg med et pronomen i pluralis.

Afleveringer, deadlines og "hjælp".

Jeg går som så mange andre i gymnasiet, og er mestendels glad for det, selvom jeg savner udfordring udover den daglige "hvilke semantiske skemaer kan i finde i dette digt?" trummerum. Jeg stresser som så mange andre rundt, laver lektier i sidste øjeblik, paniklæser dag-til-dag lektier 5 minutter for timen starter, og har i skrivende stund 3 afleveringer, der burde kræve min opmærksomhed. På forunderlig vis får jeg altid lavet (det meste) inden deadline, og ikke alene får jeg lavet mine afleveringer, i langt de fleste tilfælde med godt resultat og en ligeså god karakter til følge. Man kan sige at jeg er "Nørden" i min klasse. Og det har jeg intet imod, mit flittige image er kun en fordel for mig, eftersom diverse lærere er mere laissez-faire overfor mig, i forhold til mange andre.
Dog er der også en enorm ulempe.
Når man er nørd, ser folk det som en selvfølge, at man vil hjælpe dem. "at hjælpe" har bare vidt forskellige betydninger. For mig betyder det, at man lige hjælper med lidt forståelse af et arbejdsspørgsmål. For andre betyder "at hjælpe" at man skal give sine guldkorn, 12-tals-pointer, punch-lines og til tider hele afleveringer væk!
Som om jeg gider det?
Hold nallerne fra mine genistreger, og lav dine egne ting.
Det værste er at de bliver fornærmede når man siger nej.
Det allerværste er at man faktisk får dårlig samvittighed. UDEN GRUND.

Jeg er ærlig talt pissetræt af at folk evig og altid skriver til mig aftenen før en deadline og spørger om jeg har skrevet stil... Hvis jeg svarer ja, forlanger de hjælp, spørger om jeg ikke vil sende min stil til dem de lover at de "ikke vil skrive af, bare få lidt inspiration". Luk rektum tak. Og få dig lidt faglig stolthed.

Derfor er jeg begyndt konsekvent at svare "niks", når folk spørger om jeg har lavet afleveringen. Jeg gider simpelthen ikke at folk kopierer min ting længere. Jeg går ikke ind for plagiat.
Og jeg går især ikke ind for at folk tager æren for mine guldkorn.

New kid on the blog

Goddag, velkommen til, hvad der fra nu af bliver min ventil.
Jeg er en fuldstændig almindelig pige, med en formentlig over gennemsnittet begavelse (og, hvis du ikke skulle have opdaget det, et meget afslappet forhold til janteloven).
Jeg bliver indebrændt flere gange ugentligt, så jeg tænkte: hvorfor ikke offentliggøre det?
Jeg har ikke brug for anerkendelse, jeg vil bare gerne ytre mig.
Der kommer ingen "dagens".
Der kommer ingen konkurrencer.
Der kommer ingen billeder af mig.
Ikke engang et navn.
Kun ufortyndet galde, jubel, idioti og hvad der end falder mig ind.