Jeg har en veninde, eller, havde er nok nærmere den rigtig bøjning, for jeg snakker stort set ikke med hende længere. On purpose. Hun er et turbulent pigebarn, flink, sjov og sød, men meget turbulent. Hun har altid omtalt sig selv som værende et skrøbeligt menneske, ”skadet” af sine forældres skilsmisse, og diverse andre ting. Det var synd for hende det første år, jeg forsøgte at holde røven op på hende det næste, og nu på sidste år er jeg bare træt af det. For det er aldrig nogensinde hendes skyld. Hun har i 3 år, med jævne mellemrum, mindet mig om at hun tror, at hun har en depression, faktisk er hun helt sikker på det. Det er først nu hun rent faktisk er gået til lægen, og har fået den konstateret.
Tror jeg på det?
Ærlig talt: Nej. Det kan godt være at hendes læge har diagnosticeret hende som depressiv. Men jeg har også været oppe til ”har jeg en depression?”-samtalen, og måden de finder ud af det på, er ved at man får et spørgeskema, multiple choice style, som man så stille og roligt kan krydse af. Det er så åndssvagt let at hidse sig selv op, og så bare krydse ”hver dag” af i alle ”hvor tit er du trist/hvor tit føler du dig alene/hvor tit har du svært ved at stå op?” spørgsmålene. Og hun er sådan en, der ville hidse sig op, og gå i selvmedlidenheds-selvsving. Fordi hun leder efter en diagnose, en undskyldning for ikke at kunne følge med i livet. Et skjold hun kan skjule sig bag, når den barske realitet ikke vil lege efter hendes regler.
Jeg håber at hun en dag finder ud af, at den eneste der gør hende svag, er hende selv.
...
Og så pisser det mig grusomt meget af, at hun ovenikøbet tillader sig at være utilfreds med den psykolog hun, få dage efter lægen konstaterede depression, fik tildelt. "Hun var bare overhovedet ikke kompetent". Utaknemlige møgunge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar