Hold nu op..

Stop. Jeg gider ikke mere, det er simpelthen alt for kliché. Er i denne weekend blevet tilbedt af x antal fyre. Og det er ikke blæret. Det er pisse irriterende er det. ”Luksusproblem” tænker man så. Men nej. Ikke når tilbedelsen kommer i følgende former:

1.       1. Snigeren: Man står på dansegulvet, man giver den gas, man føler sig lækker. Og så bliver man i bedste fald revet fat i, af en tilfældig fyr på dansegulvet, der tager det for givet at man vil danse. I værste fald mærker man pludselig en god alko-boner i ryggen og et par meget insisterende hænder. Jamen selv-fucking-følgelig da. Selvfølgelig virker det meget bedre, bare at tage hvad man vil have (det virker jo i porno?), i stedet for pænt at prikke tøsebarnet påskulderen, og med øjenkontakt signalere, at man gerne vil danse? Jesus, få lidt stil drenge.

2.     2.   Et kækt klap/niv i nummeren. Det pis stopper bare nu. Medmindre jeg render rundt med et skilt på min røv med påskriften ”tag mig!”, er der absolut ingen undskyldning! Og nej Yepha, min røv står ikke og flirter med dig, når jeg vender ryggen til dig. Den siger skrid. Og den stikker helt af. Væk fra dig.  Og nej, man beder heller ikke om det, bare fordi man har en kort, tætsiddende kjole på.

3.     3. Når eks-flirt og træner, lige den aften i hvert fald, begge er faldet lidt for mig, og jeg to gange på en aften, hører følgende sætning: ”Når jeg nu ikke kan få dig, så må du sætte mig op med en af dine veninder”. Tror du selv jeg vil udlevere mine veninder som erstatninger for mig? No fucking way. (De ville for resten være meget bedre end mig).

4.       4. Når 3-5 fyre danner cirkel om en selv (og evt. veninde), kigger forventningsfuldt og smålummert på en og hujer lidt med deres bajer i hånden, og venter på at man bootyshaker, og snaver med veninden. Nej tak.

Bottom line: Drenge… I mangler klasse. Big time. Gentlemen prefer blondes. Og den går altså begge veje Brian. 

Veninder og depressioner

Jeg har en veninde, eller, havde er nok nærmere den rigtig bøjning, for jeg snakker stort set ikke med hende længere. On purpose. Hun er et turbulent pigebarn, flink, sjov og sød, men meget turbulent. Hun har altid omtalt sig selv som værende et skrøbeligt menneske, ”skadet” af sine forældres skilsmisse, og diverse andre ting. Det var synd for hende det første år, jeg forsøgte at holde røven op på hende det næste, og nu på sidste år er jeg bare træt af det. For det er aldrig nogensinde hendes skyld. Hun har i 3 år, med jævne mellemrum, mindet mig om at hun tror, at hun har en depression, faktisk er hun helt sikker på det. Det er først nu hun rent faktisk er gået til lægen, og har fået den konstateret.

Tror jeg på det?

Ærlig talt: Nej. Det kan godt være at hendes læge har diagnosticeret hende som depressiv. Men jeg har også været oppe til ”har jeg en depression?”-samtalen, og måden de finder ud af det på, er ved at man får et spørgeskema, multiple choice style, som man så stille og roligt kan krydse af. Det er så åndssvagt let at hidse sig selv op, og så bare krydse ”hver dag” af i alle ”hvor tit er du trist/hvor tit føler du dig alene/hvor tit har du svært ved at stå op?” spørgsmålene. Og hun er sådan en, der ville hidse sig op, og gå i selvmedlidenheds-selvsving. Fordi hun leder efter en diagnose, en undskyldning for ikke at kunne følge med i livet. Et skjold hun kan skjule sig bag, når den barske realitet ikke vil lege efter hendes regler.

Jeg håber at hun en dag finder ud af, at den eneste der gør hende svag, er hende selv. 

...

Og så pisser det mig grusomt meget af, at hun ovenikøbet tillader sig at være utilfreds med den psykolog hun, få dage efter lægen konstaterede depression, fik tildelt. "Hun var bare overhovedet ikke kompetent". Utaknemlige møgunge.